Halvt fyldt eller havlt tomt?

Det er sært at tænke på; i morgen er jeg over halvvejs. I morgen har jeg været her i 6 måneder, og har 5 måneder tilbage i USA.
5 måneder tilbage hvor hver dag er et eventyr, 5 måneder tilbage i det et land som jeg kun havde set gennem et apparat der viste billeder og spillede lyd, men som jeg ikke kendte virkeligheden i, og 5 måneder tilbage med mine nye familier, venner i mit nye hjemland.

I morgen er det 6 måned siden jeg stod i lufthaven og sagde farvel til min højt elskede familie og ikke mindst mit fædreland, som elskede meget – men har fundet ud af jeg elsker mere.

Jeg husker da jeg fandt ud af at mit land jeg skulle tilbringe et år i var USA. Det var det jeg gerne ville og jeg glædede mig. Tiden gik og der var masser at se til, samtidig med skolen, venner, håndbold og familie, som jeg ikke kunne have gjort det uden, var der visum ansøgning, papirarbejde og ikke mindst masser af ventetid! Jeg havde masser af forestillinger men jeg tog alligevel af sted et helt år på udveksling uden nogen bekendte, til et land, en stat, en by hvor jeg på ingen måde vidste hvad jeg havde i vente. Selvfølgelig har det været hårdt til tider, hårdere end noget andet jeg nogensinde har prøvet, og til punkt hvor jeg overvejede hvorfor nogen overhovedet udsætter sig selv for en sådan totur. Og så igen, der er så få tidspunkter hvor jeg tænker det, men så mange tidspunkter hvor jeg ville ønske min udveksling ville vare forevigt, jeg har oplevet ting som jeg aldrig vil glemme! Jeg har udviklet mig selv, udviklet så mange færdigheder og nye måder at se folk, kulturer, forskeligheder og verden på. Jeg har forstået ting om verdenen som jeg ved de mennesker der har boet i det samme land hele deres liv ikke ville kunne forstå, jeg har overskredet mange grænser, og udvidet dem en hel del. Jeg har set naturen fra en anden side, set hvor smuk den er. Gået ture gennem bjergene, stået på ski for første gang, riverraftet, stået på vandski, gået både op og ned ad klipper. Jeg har fejret jul og nytår og ikke mindst fødselsdag væk fra min familie og venner, men på en hel ny måde, og dog alligevel ikke så anderledes igen; for det var med de mennesker som jeg har kært.

Nogle gange føler jeg at jeg er på en hel anden planet, andre gange har jeg svært ved at finde forskelle mellem USA og Danmark. (Især når man kan finde alle slags vare fra Danmark i sin lokale butik)

Og så igen, i den tid jeg har været her er jeg ikke sikker på om jeg har lært mest om det land hvor jeg nu har tilbragt et halvt år i, eller om det land jeg forlod for et halvt år siden.

Mest af alt har jeg fundet ud af hvor meget de mennesker jeg kender i Danmark betyder for mig, og fundet ud af hvor inderligt det er muligt for et menneske at savne nogen.

Jeg vil gerne takke Rotary tusinder af gange for at give mig denne oplevelse, både Portland Rotary Club, Rotary distrikt 5100 (usa), Rotary Danmark, og ikke mindst Rotary Otterup! Hvis det ikke var for jer, havde jeg aldrig fået denne fantastiske oplevelse!! Selvom tak kun er et fattigt ord, vil jeg alligevel bruge det, da jeg, lige nu, ikke kan give jer alle et kram – men det har i jo så bare til gode:). Jeg vil også tak min dejlige familie og alle mine skønne venner og veninder! Uden jer og jeres støtte, ville jeg ikke have klart noget – love ya!
Jeg har lært så ufatteligt mange ting, ikke kun om USA, men også om Danmark og mig selv. Jeg har opdaget ting, jeg før tog forgivet om Danmark, jeg helt klart vil sætte mere pris på – ting som folk der aldrig har brugt et år, totalt væk fra Danmark og det danske folk, vil forstå.

Tak til alle der kender mig – i har alle en del af fortjenesten for at mit ophold blev muligt og at det er succesfuldt! Tak!

Knus P